En samlet platform til risikostyring erstatter regneark og andre egenudviklede systemer i Arbejdernes Landsbank. Platformen samler alle data ét sted og skaber indsigt i relationer mellem f.eks. hændelser, risici og kontroller, så bankkoncernen nemmere og mere prioriteret kan håndtere risikostyring.

Risikostyring

Arbejdernes Landsbank påbegyndte i april 2022 implementeringen af en GRC-platform (Governance, Risk og Compliance) for at kunne løse særligt to udfordringer: Dels manglede banken en fælles forståelse og et fælles sprog for, hvad en hhv. lille og stor risiko er, hvor stor sandsynligheden er for at en risiko indtræffer, og hvad en sådan risiko koster banken i forhold til f.eks. økonomi, compliance og omdømme. Dels var det nødvendigt at have data samlet ét sted fremfor spredt rundt i flere regneark og i enkeltstående egenudviklede systemer. Der var behov for at få et hurtigt og præcist indblik i relationer mellem data, risici og kontrollernes effektivitet.

”Risikostyring handler dybest set om rettidig omhu. Vi vil have valid information bragt hurtigt frem, så vi kan træffe bevidste valg og fravalg. Ordentlighed betyder meget for os, og derfor har vi valgt LinkGRC, som vi mener kan understøtte vores behov. Vi har behov for et samlet overblik og forståelse af vores risici og styring, så al relevant viden bliver linket rigtigt sammen,” siger Jakob Hermansen, CRO i Arbejdernes Landsbank.

Fælles sprog og nem anvendelse

Koncernen Arbejdernes Landsbank består af Arbejdernes Landsbank, Vestjysk Bank og AL Finans. Samtlige filialer i Arbejdernes Landsbank og AL Finans indrapporterer hændelser via LinkGRC-platformen, og både brugervenlighed og muligheden for hurtig håndtering af hændelser er præmissen for succes.

”LinkGRC-Platformen underbygger vores fælles sprog for, hvad en hændelse og en risiko er i vores verden. Platformen gør det ligeledes muligt at registrere forskellige typer af hændelser og near-misses, der kan påvirke vores forretning. Vi håndterer hændelser med det samme, så de f.eks. ikke udvikler sig yderligere, og vi kan hurtigt kommunikere til andre dele af forretningen, så den samme fejl ikke begås andre steder,” siger han og fortsætter:

”Lige så vigtigt er det, at platformen er nem at anvende. Man skal som bruger ikke forholde sig til uoverskueligt mange variable, når man f.eks. registrerer en hændelse. Løsningen fra LinkGRC er enkelt opbygget, og det er vigtigt for succes, at alle føler sig trygge ved at bruge den.”

Prioriteret indsats

GRC-disciplinerne hænger sammen, og en notifikationsalarm ét sted påvirker relaterede data og får en lampe til at lyse et andet sted, hvis der skal tages hånd om det.

”Ofte er det sådan, at en hændelse, manglende kontrol eller udefrakommende trussel kan øge risikoen for forretningen. Banken har i flere år været god til at registrere hændelser, men platformen giver os nu mulighed for at bruge hændelsesinformationer mere aktivt, f.eks. ved at linke og systematisere informationerne i større grad end vi gjorde tidligere og derved blive brugt mere direkte i vurderingen af konsekvensen af disse. Med platformen kan vi hurtigere sammenligne risici på tværs og dermed også hurtigere prioritere indsatser,” siger Jakob Hermansen.

Platformen understøtter dele af arbejdet i alle tre forsvarslinjer, dvs. risikoejerne i forretningen, GRC-funktionerne, samt intern revision. Desuden kan Arbejdernes Landsbank lave differentieret risikostyring på koncernniveau og selskabsniveau.

Grundigt forarbejde

Siden 2017 har Arbejdernes Landsbank anvendt et revisionsmodul fra LinkGRC, og Jakob Hermansen, der tiltrådte for ca. et år siden, har i tidligere jobs anvendt LinkGRC-platformen. Han betragtede derfor ikke sig selv som uvildig, da banken gik i gang med at finde den rette løsning. For at være åben over for alternativer lavede man en forundersøgelse med ikke færre end syv forskellige softwareløsninger til understøttelse af risikostyring.

”Med de krav vi havde, viste LinkGRC-platformen sig at være den mest optimale. Også selvom vi med i alt syv forskellige løsninger på bordet gjorde et grundigt forarbejde. Med valget har jeg endnu en gang fået bekræftet, hvor godt løsningen fungerer i praksis, og hvor hurtig LinkGRC er til at konfigurere funktionerne, så de passer til den enkelte organisations behov,” siger Jakob Hermansen.

LinkGRC-platformen anvendes i større eller mindre grad af mere end 500 medarbejdere på både koncern- og filialniveau.

Arbejdernes Landsbank, der er Danmarks 6. største bank med ca. 350.000 kunder, 1.200 medarbejdere og 61 filialer fordelt over hele landet, kunne i 2019 fejre 100-års jubilæum. Arbejdernes Landsbank har de største fagforbund i ejerkredsen og Danmarks mest tilfredse bankkunder. For 13. år i træk er Arbejdernes Landsbank nummer ét målt på kundetilfredshed.

Vestjysk Bank er Danmarks 9. største bank med ca. 187.000 kunder, 660 medarbejdere og 26 filialer fordelt i Jylland. AL Finans er et finansieringsselskab, der tilbyder finansieringsløsninger til private og virksomheder.

Logo LinkGRC

LinkGRC har gennem mere end 15 år leveret løsninger og serviceydelser til især den finansielle sektor, herunder forsikringsselskaber, pensions-selskaber, banker og datacentraler.​

Udover vores integrerede GRC SaaS platform, omfatter LinkGRCs ydelser bl.a. en portefølje af mere end 150 skabeloner af alt fra politikker, forretningsgange, risikoanalyser mv. ligesom udvikling af kundespecifikt indhold også er muligt.​

LinkGRC skræddersyer typisk forløb med vores kunder, da behovene kan variere.

LinkGRC

Jagtvej 223, 4. sal.

2100 København Ø, Danmark

Email: info@linkgrc.com

Tlf: +45 70 22 32 80